Vrede mand er en poetisk børneopera af Steingimur Rohloff med libretto af Jesper Bræstrup Karlsen (efter Gro Dahles børnebog “Sinna Mann”) og med en dukke som hovedperson.
Det er 7-årige Dreng, der fortæller. Om far der smiler, som æbler på bordet og om mor der ler i sin fineste kjole, som en gave med sløjfe. Men også om Vrede Mand, der bor inden i far. Og når Vrede Mand bryder ud, så vil han råbe og smide ting, så de går i stykker. Så må man bare gemme sig hurtigst muligt og langt væk. Det er derfor Dreng beslutter at skrive et brev til kongen: “Kære konge. Far er vred. Er det min skyld”?
Forestillingen er iscenesat af Marc van der Velden i Rikke Juellunds scenografi og Mårten Axelssons lysdesign.
Det første er stemmen, den lille tone i stemmen.
Den lille spids. Stemmen snører og strammer.
Og der kommer hængelåse på stemmen og skarpe kanter.
Jeg er ikke vred, siger Far.
Men bag ved fars stemme er der en lukket dør
Produceret i samarbejde med Musikteatret SAUM