Denne side er den oprindelige VALKYRIEN-side. Her kan De finde oplysninger om medvirkende, forestillingsprogrammet, anmeldelser m.m.
NIBELUNGENS RING 2017-2027
Med produktionen af Richard Wagners opera VALKYRIEN indledte Den Ny Opera i sommeren 2017 et projekt, som skal kulminere med en helt ny samlet Ring-cyklus i 2027.
Tidsplanen ser således ud:
2017 VALKYRIEN – 2019 RHINGULDET – 2022 SIEGFRIED – 2025 RAGNAROK
2027 DEN SAMLEDE RING-CYKLUS
VALKYRIEN 2017
Dette stort anlagte projekt tog sin begyndelse med produktionen af VALKYRIEN i 2017.
Instruktøren Kasper Wilton iscenesætter den nye samlede Esbjerg-Ring. Marie í Dali skaber scenografi og kostumer, og Michael Breiner står bag forestillingernes lysdesign. Produktionen bliver til i et samarbejde med Sønderjyllands Symfoniorkester – som til lejligheden udvides til 89 musikere. Den musikalske ledelse varetages af operachef, Lars Ole Mathiasen.
Til VALKYRIEN 2017 havde Den Ny Opera samlet et fornemt sanger-cast: Den amerikanske basbaryton James Johnson, som sang Wotan i Det Kongelige Teaters Ring-produktion, kunne nu genopleves i samme rolle i Esbjerg. Den svenske sopran Annalena Persson, som i 2005 var en strålende Sieglinde i Den Ny Operas første Valkyrien-produktion, var tilbage, denne gang som Brünnhilde. Norske Randi Stene sang Fricka, og i rollen som Hunding fandt man bassen Jesper Brun-Jensen.
Overfor disse erfarne Wagnersangere stod to spændende unge ditto: Cornelia Beskow og Magnus Vigilius i rollerne som det unge Wälsunge-par, Siegmund og Sieglinde. Den unge svenske sopran Cornelia Beskow udgik for få år siden fra Operaakademiet i København og har siden gæstet både Operaen i København og Kunliga Operan i Stockholm. I maj 2017 debuterede hun med bragende succes som Sieglinde i Stockholm. I 2014 sang Magnus Vigilius sig i finalen og vandt 2. prisen og orkesterets pris i den prestigefyldte Wagnerkonkurrence, The Lauritz Melchior International Singing Competition og hørte således allerede inden Den Ny Operas Valkyrien-produktion til blandt de mest lovende i den nye generation af danske Wagnersangere.
WAGNER TILBAGE I ESBJERG – EN HELT NY RING
Henover årene 2003-2008 producerede Den Ny Opera med stor succes alle fire dele af Nibelungens Ring.
De fire forestillinger blev dengang skabt af fire forskellige instruktør/scenograf-teams, og det var bl.a. derfor aldrig på tale at samle dem til en cyklus. Operachef Lars Ole Mathiasen understreger, at det ikke er denne ”gamle” Ring, der nu genoptages. ”Der er tale om en spritny produktion af hele værket, som skal munde ud i en cyklus i 2024”, fortæller han. ”Produktionerne tilbage i nullerne var en fantastisk rejse ind i Ringens univers, både for os og vores publikum, og vi har længtes tilbage lige siden. Nu er tiden endelig moden igen – nu er det tid til at smede en ny Ring”.
Valkyrien – forhistorien
Guden Wotan residerer i Valhal, omgivet af en flok unge Valkyrier, hvis opgave det er, at udvælge de tapreste helte fra alverdens slagmarker, og af dem skabe en hær, som kan beskytte guderne mod deres fjende, dværgen Alberich.
I prologen Rhinguldet smedede Alberich af Rhinens magiske guld en ring – en ring, som forlener sin ejer med uendelig magt. Ganske vist lykkedes det i første omgang Wotan at fravriste Alberich ringen. Men Wotan måtte snart selv aflevere den til jætten Fafner. Fafner, der sammen med sin broder Fasolt havde bygget guderne borgen Valhal, krævede ringen som løsesum for gudinden Freja, der fungerede som jætternes pant på løn for byggeriet.
Siden har den alvidende Erda spået Wotan, at Alberich eller dennes søn vil genvinde ringen, og at guderne da for alvor er i fare.
Det står Wotan klart, at han – der er alle aftalers beskytter – ikke selv kan tilbageerobre ringen fra Fafner, som denne – i skikkelse af en drage – bevogter i sin hule. I stedet forsøger han at kaste en ny spiller ind på banen. Med en jordisk kvinde har han avlet tvillingerne Siegmund og Sieglinde. Allerede som børn bliver de skilt fra hinanden, da medlemmer af den vilde Hundingslægt røver Sieglinde. Det er nu Wotans plan, at Siegmund skal vokse sig til en frygtløs helt, der af egen kraft vil tage kampen op med Fafner, bemægtige sig ringen og dermed sørge for, at Alberich ikke igen får fat på den. Da den unge Siegmund, en stormfuld nat, efter en drabelig kamp mod en overtallig fjende søger tilflugt i et tilfældigt hus, står han pludselig ansigt til ansigt med Sieglinde.
Her begynder VALKYRIEN…